I sommeren 2021 sendte vi bloggeren Marlene Bak Cohr af sted på vandreferie i Østrig med sin mand og søn. Det kom der denne fine reportage ud af. Se alle de flotte billeder!
Kobjælderne bimler omkring os og de vilde blomster står i fuldt flor. Vi er ikke mere end nogle timer inde i vores første vandredag, og vi føler os allerede hengivet til naturen og alpestemningen. Dagens vandretur startede i Strobl ved Wolfgangsee, og vi befinder os nu et sted på Sparberrundweg, som går rundt om bjerget Sparber.
Foruden at byde på smukke udsigter og ægte alpeidyl, startede ruten med at tage os forbi Gasthof Kleefeld Wildtier Park. Her kunne vores snart to-årige søn få lov til at komme op af bærestolen og hilse på geder, kaniner og rådyr. Da Kleefeld ikke ligger mange kilometer inde på ruten valgte vi blot at holde en kort pause, selvom en kop kaffe eller anden forfriskning i restauranten sikkert også havde været rar.
Hvorom alting er, valgte vi at gå videre, hvilket bringer mig tilbage til kobjælderne og de vilde blomster. Efter et stykke vandring langs græsenge, gamle sætere og tiltrængt skygge i skoven, kommer vi til det smukkeste engområde med alpekøer og fine blomster, der farver den grønne eng med lilla prikker. Bjergene rejser sig omkring os, og et øjeblik glemmer vi alt om de højdemeter, vi skal til at forcere i den bagende sommervarme.
Men videre skal vi – vi er nemlig allerede gået forkert og har således fået ekstra 5 km på ruten, da vi overså et ellers ret tydeligt skilt. Sådan kan det gå, når omgivelserne er så distraherende smukke. For det var ikke engang vores søn, der tog opmærksomheden, selvom det ellers godt kunne være tilfældet. Han snorkboblede nemlig i bærestolen, hvilket oftest betyder, at vi sætter tempoet i vejret, så vi kan få nogle uforstyrrede kilometer indenbords.
Efter det yderst smukke og idylliske engområde begynder stigningen, der nok egentlig er let til moderat, men den føles uendelig i den lumre sommervarme. Vi finder lidt vilde hindbær til stor begejstring for den lille mand i bærestolen. Og da landskabet både flader og breder sig ud, kommer han selv ned at gå. De fleste steder er stien nemlig så nem og fremkommelig, at den er helt fin for et par små to-årige vandrefødder. Vi nyder at gå gennem det smukke landskab med alpekøerne omkring os. Vi stopper også op og hilser på en flok heste.
Snart bevæger stien sig ned gennem skoven, og vi kommer tættere og tættere på Wolfgangsee. Vi fortsætter til Abersee og snupper færgen tilbage til hyggelige St. Wolfgang, hvor vi er indlogeret på Hotel Gasthof Weisser Bär.
Smilene er store hos vores to-årige, da vi næste dag sidder i liften, der tager os fra St. Gilgen til toppen af bjerget Zwölferhorn. Herfra bliver vi forkælet med en sindssyg smuk 360 graders udsigt med Wolfgangsee på den ene side og de både frodige og barske bjerge på den anden. Jeg er stor fan af at blive fragtet op af en lift. Det sparer nogle hårde og tidskrævende højdemeter og giver mulighed for at vandre længere tid oppe i højderne. Især når der sidder 15 kilo på ryggen i form af en to-årig.
Der er mange mennesker på toppen af Zwölferhorn, men de fleste er slet ikke klædt på til at vandre, og ganske rigtigt tynder det hurtigt ud i menneskemængderne, i takt med, at vi bevæger os videre langs bjergryggen, hvor vi følger Panorama Loop Trail. Landskabet er som taget ud af The Sound of Music – en kæmpe kliché, men til gengæld er der ikke nogen, der er i tvivl om, hvad man mener med det. Det er nemlig indbegrebet af de østrigske alper med de bølgende, grønne bakker og de mere majestætiske bjerge, der rejser sig i horisonten.
Jeg er også virkelig spændt, mens vi bevæger os fremad i det smukke landskab. Dagens slutpunkt er nemlig en bjerghytte. Fra mine andre rejser til blandt andet Dolomitterne og Tatrabjergene ved jeg nemlig, at bjerghytter kan noget helt specielt. Og ét er at komme forbi en bjerghytte på en dagstur for at spise frokost – hvilket også er en luksus, der burde være alle forundt – men noget andet er at overnatte. At gå i seng og vågne op midt i bjergene. At opleve, hvordan landskabets udtryk ændrer sig i takt med lyset og solens gang på himlen.
Efter en hård sidste etape, der går stejlt opad gennem skoven (en alternativ – og lettere – rute findes også), bliver jeg derfor positivt overrasket, da vi omsider står foran Genneralm og Reithütte. Hytten ligger mellem bjergene og med en fantastisk udsigt. Genneralm huser flere hytter, der er spredt ud over det grønne bølgende landskab, men Reithütte ligger allerbagerst og har derfor glæden af et fuldkommen uforstyrret syn over dalen og bjergene, der rejser sig i horisonten.
Vejret er klaret op, og det regnvejr, vi før befandt os i, er efterhånden drevet over. Så selvom vi er trætte og sultne, lader vi vores søn lege lidt på den fine legeplads, der hører til hytten. Sandkassen er fyldt med traktorer og lastbiler til stor fornøjelse for en dreng på to år. Det varer dog ikke længe, før vi trækker os tilbage til hytten, hvor vi i den hyggelige lille stue får serveret egnsretten kasnockn, der mest af alt minder om en cremet pastaret krydret med hvidløg. Vi får en stor pande til deling, og så er det bare om at gå i krig med gaflen.
Rundt omkring os sidder tre andre familier med samme anretning foran sig. Stemningen er autentisk, måske ligefrem familiær. Til dessert bestiller vi den lokale specialitet profesen, som smager virkelig skønt og lægger en solid top på hovedretten. Men hvis der er noget, man bliver sulten af, så er det at vandre hele dagen. Profesen minder lidt om en slags arme riddere med marmelade i midten og drysset med flormelis. At dømme ud fra folks tallerkener, er desserten godkendt af alle i hytten!
Efter maden indlogerer vi os på vores værelse. Det er hyggeligt, spartansk og lige præcis som det skal være, når man befinder sig i en hytte i de østrigske bjerge. Vi har fået et værelse med en seng, der går fra væg til væg, så der er rigeligt plads til os alle tre. Vi putter yngstemanden og sætter os ned i stuen med babyalarmen for at sidde og læse lidt. Nogle af de andre gæster spiller spil eller løser kryds og tværs. Selv hyttens ejere sidder og hygger sig med et glas fyraftensvin og sludrer med nogle af gæsterne. Deres engelsk er spartansk, men med fagter og gestikulationer får vi da udvekslet et par ord.
Næste dag har vi hviledag, om end det også er muligt at tage på ture i området. Havde vi været afsted uden barn, var vi nok gået op til en af bjergtoppene i området. I stedet vælger vi at bruge dagen med hygge og leg. Ved Reithütte er der både legeplads, geder, køer og heste. Kaninerne Blacky og Flocke er især populære.
Ved frokosttid går vi hen til den nærliggende hytte Posch'n Hütte, hvor der er en ny legeplads og et nyt menukort at udforske. Resten af dagen tilbringer vi med en god bog og udeleg i det dejlige solskinsvejr. Vores søn får en god lang middagslur - endnu en god grund til at tage en hviledag, da middagslure i bærestolen ikke bliver helt så lange. Der er derfor lidt søvn at indhente for familiens yngste.
Næste dag pakker vi vores ting sammen efter morgenmaden og siger farvel og på gensyn til hyttens ejere. Nu går turen mod Postalm og Huberhütte. Vi starter med at gå nedad gennem skov, som senere fører os ud i en idyllisk dal med sætere og græssende køer. Stien er meget fremkommelig, men vi har også valgt at gå den lette rute uden særligt mange højdemeter. Alternativt er det også muligt at tage ”summit-ruten”, som har færre kilometer, men til gengæld en del flere højdemeter. Tidsmæssigt skulle det være det samme, men vi vurderer, at den længere rute passer bedre til en familie med en 2-årig. Vi hører da også fra nogle af de andre, at summit-ruten er imponerende smuk, men også hård og med vandring ad stejle bjergrygge.
Efterhånden når vi ud ad dalen, og ruten går langs en brusende flod og imponerende klippevægge. Et godt stykke går stien ad reel skovvej, men vi møder dog kun cyklister på turen. Snart kommer vi gennem endnu en dal med græssende køer og alpehytter spredt omkring i landskabet. Et skilt peger os i retning af Huberhütte, hvilket vidner om, at vi ikke har så langt igen, før vi er fremme. Jeg drømmer allerede om en kold cola, for det er en bagende varm dag og solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Men jeg klager bestemt ikke – hellere det end styrtende regn, som jo ligeså godt kan ramme på et splitsekund, når man befinder sig i bjergene.
Huberhütte ligger virkelig smukt. Som i virkelig smukt. Fra hytten er der udsigt ud over Salzkammergut-bjergene, som ved solnedgang i den grad yder fænomenet blue hour retfærdighed. Hytten ligger for sig selv uden nogle naboer, men stadig i gåafstand fra andre hytter. Det udnytter vi næste dag, hvor vi har ”fri leg”. Mens andre af hyttens besøgende udforsker de nærliggende bjergtoppe og vandrestier, bliver vi i området.
Ved frokosttid går vi ned til Rosserhütte, som har legeplads og hønsegård. Det er noget, som familiens yngste sætter pris på. Imens der leges i sandkassen, nyder de voksne en kop kaffe i ro og mag. Senere spiser vi frokost ved Rosserhütte og går derefter tilbage til Huberhütte, så lillemanden (og moren) kan sove middagslur.
Om eftermiddagen har vi udsigt til kage, da vi har en voucher til tre stykker apfelstrudel ved Stroblerhütte – cirka 20 minutters gang fra Huberhütte. Hytten ligger hyggeligt placeret mellem græssende køer og det bakkede landskab. Jeg vil anbefale at spise aftensmad i Stroblerhütte, som har et menukort, der indeholder mere end blot supper, knödel og pølser. Vi har dog allerede bestilt wienerschnitzel i Huberhütte, så vi nøjes med at spise kage og nyde en kop kaffe på den hyggelige terrasse.
Aftenen byder på et gevaldigt regnvejr, så vi holder os indendørs, inden vi smutter tidligt i seng. ”Vores sidste nat i bjergene”, tænker jeg, inden jeg lukker øjnene i.
Det er da også lidt vemodigt, da vi næste dag siger farvel til Huberhütte og den flinke vært, der mest af alt ligner en gammel hippie, der har befundet sig i bjergene siden 70’erne. Temmelig autentisk og hyggeligt. Min søn er desuden blev så glad for hytten, at han går og siger Hüberhütte hele tiden – og faktisk hver gang, vi ser noget der minder om en hytte.
Vi vinker farvel til hytten og begiver os ud på den sidste vandredag. Skyerne fejer ind over bjergene, og på en eller anden måde passer stemningen ret godt til det lidt vemodige i at tage hul på den sidste vandredag på turen. Aftenen før havde jeg egentlig planlagt en solnedgangstur til Postalm Kapelle, men det satte styrtregnen en stopper for. I stedet tager vi et lille smut omkring bjergkapellet på dagens vandretur, hvilket kun er en meget lille omvej. Men sikke en magi, der omgiver det lille kapel. De lavthængende skyer og de vilde heste, der flokkes omkring kapellet, gør det til en helt speciel oplevelse.
Inden længe hænger skyerne dog så tungt over os, at vi ikke kan se mange meter foran os, da vi går videre. Turen ned mod Wolfgangsee er derfor ikke noget at skrive hjem om. Til gengæld går det hurtigt med at komme ned ad bjerget, da vi ikke hele tiden stopper op for at kigge på de sikkert smukke udsigter. Først da vi kommer ned under skyerne, begynder vi at kunne skimte Wolfgangsee.
Allerede lidt over middag når vi til Abersee, hvorfra vi tager færgen til Wolfgangsee. Her skal vi igen bo en nat på Hotel Gasthof Weisser Bär. Det føles ret rart at checke ind og smide sig på sengen på det rummelige hotelværelse. Vi har nemlig taget dagens vandretur uden pauser. Dels grundet tågen og regnen, dels fordi vores 2-årige har lavet rekord ved at sove nærmest hele vejen i bærestolen.
Med os hjem til Danmark har vi en masse gode minder og fornyet vandre-selvtillid. Det er jo altid lidt spændende at skulle på vandreferie med en 2-årig. Men den slags, hvor bagagen bliver fragtet og hvor bjerghytterne er forsynet med legeplads, er i hvert fald ladsiggørlig, når hele familien skal have noget ud af det. Jeg er i hvert fald fan af at sidde og kigge på bjerglandskaber, mens min søn er optaget af god leg.