Dag 2 - Vandring langs kysten på Alcúdia-halvøen
Allerede da vi vågnede, kunne vi mærke, at det blev en varm dag. Vi havde sørget for vand til turen hjemme fra (jeg havde pakket det i min kuffert, og min mor havde købt i lufthavnen) da vores velkomstmøde allerede startede klokken 9, og vi derfor ikke kunne nå at finde et supermarked inden. Det betød også, at vi havde pakket snacks hjemmefra. Så da vi mødte op i receptionen klokken 9, var vi klar til at tage af sted. Efter velkomstmødet blev vi kørt direkte afsted til starten af stien. Vi blev sat af på en parkeringsplads, hvor vores chauffør, Ricardo, sendte os i den rigtige retning op i bjergene.
Allerede inden for den første kilometer er det muligt at tage første tilvalg på turen. En lille tur ud til Mirado Penya des Migdia, hvor der i forgrunden af en imponerende udsigt står en gammel kanon. Det er dog også en tur, man ikke skal gå, hvis man har højdeskræk, da der er meget smalle stier og stejle skrænter ned i havet. Vi besluttede derfor ikke at gå derud, men i stedet gå ned til stranden Coll Baix senere på ruten.
Inden vi begyndte at gå, havde Ricardo informeret om, at i dag ville være den hårdeste dag på turen. Man skulle lige have benene i gang og sådan, sagde han. Turen var rigtig nok hårdt med meget op og ned på ujævne stier og flere steder, hvor jeg måtte sætte mig ned for at kunne klatre forsigtigt videre. Det var ikke noget problem, men det gjorde mig ekstra glad for mine vandrestøvler. Til gengæld bliver man også hele tiden belønnet med fantastiske udsigter ud over bjergene og kysten.
Turen ned til stranden Coll Baix er hård. Meget hård, hvilket man også bliver advaret om i ens Roadbook. Da vi var næste helt nede ved stranden, kom vi til et stykke med klipper, som man skulle klatre over. Her valgte vi desværre at stoppe den del af turen og gå tilbage igen. Dels forbi min mor blev usikker og dels fordi jeg, med mine korte ben (en højde på 159cm), simpelthen var nervøs for, at jeg ikke ville kunne kravle op igen, når vi skulle tilbage. Dette er værd at have med i sine overvejelser, hvis man ønsker at gå derned. Turen op igen var hård - især pga. den intense varme, der nærmede sig 36 grader.
Turen var SÅ smuk med de rå, rødlige bjerge, det blå, blå vand og de snørklede stier. Men den var også hård, og da vi nærmede os hotellet, et bad og en dukkert i poolen, var vi begge enige om, at Ricardo havde haft ret. Benene skulle lige i gang, og det kom de også.