Rejsedagbog fra Caminoen - Fra Porto til Santiago del Compostela

De næste mange dage fortsatte vi på samme måde. Det fantastiske netværk af træbroer blev kombineret med afstikkere ind i landet, gennem smukke skove, på små grusveje, og via fine små byer. Vi oplevede begge at blive trætte de første par dage. Vi gik mellem 20-25 km om dagen, og der var mange nye indtryk at bearbejde. Men ingen af dagsturene føltes uoverkommelige, det var nemt at finde vej, og på mange måder var det rart at stå op og vide at vi kunne koncentrere os om at gå. Intet andet. Bagagen blev transporteret og hotellet ventede 25 km længere fremme.

Vi mødte flere ”Camino rejsende” de første 4-5 dage, men ikke mange. Kystruten er relativ ny og vi fornemmede også at vi var tidligt på sæsonen. Vi fik små hyggelige snakke med andre på vejen. Nogle  fulgtes vi med en halv eller hel time. En dag slog vi følge med en dansk kvinde, og gik 20 km sammen. Erfaringen fra mødet med andres synes vi begge var god. Det gav en indsigt i at man kan gå Caminoen af mange årsager og på mange måder. Nogle gik korte dagsruter, andre gik længere, nogle gik i gruppe, mange gik alene. Vi mødte bl.a. tre søstre fra USA. Tvillinger på 70 år og lillesøster på 68 år. Tre friske kvinder, hvor vi fik fornemmelse af at deres tilknytning til hinanden var at bevæge sig sammen. Og her gav Caminoen dem en unik chance for at danne fælles minder.

Hotellerne fandt vi meget fine. Og meget forskellige. Nogle havde svømmebassin og marmorgulve, andre var lidt mere slidt og autentiske. Men alle var rene og pæne og levede op til det vi havde forventet. Enkelte gange bad vi om at få flyttet værelse når vi oplevede at blive placeret ud til en baggård med larmende ventilationsanlæg. Det oplevede vi også var muligt at arrangere, så vi fik et bedre værelse.

På vores femte vandredag skulle vi krydse et lille stræde for at komme fra Portugal til Spanien. Vi var lidt spændte for vi havde fået at vide at færgen ikke sejlede. Og hvordan skulle vi så komme over? Det var nu ret ukompliceret. Der var flere taxibåde som nemt kunne bestilles ved en lille bar ved færgelejet og i løbet af ganske kort tid (10 minutter) blev vi godt og sikkert fragtet over til den anden side.

Desværre oplevede Gitte at blive dårlig samme dag. Solen var meget stærk (35-38 grader), der var ikke nok skygge, og vi havde ikke fået drukket nok (det skal man huske). Så vi måtte en tur på ”Emergency Room”, der svarer til vores danske skadestue. Selv om det var ubehageligt for Gitte at blive syg var behandlingen fin og hurtig, og betalt af det blå sygesikringskort (så husk at få det med).

Gitte var sej, og næste dag var vi afsted igen. På vejen var vi dog lige forbi det lokale apotek (Farmacia) og få pulver med elektrolytter, der er de næringssalte man ofte mister når det er alt for varmt, og man ikke får nok salt og væske. Så ender man med at blive dehydreret, og det var sket for Gitte dagen før.  

På 2. dagen i Spanien havnede vi i byen Oia, som vi begge blev meget forelskede i. Byen, der ligger smukt ud til havet består af en række små huse og et stort kloster, Santa Maria de Oia, der er et tidligere cistercienserkloster, grundlagt i 1137. Vi boede i Oia en enkelt nat, men kunne sagtens have brugt en dag mere. Så med til overvejelserne, når man skal bestille en Camino rejse, kan absolut være at indtænke en hviledag undervejs. Her ville Oia være et af vores gode bud.

Vi brugte lidt tid på hver vandredag til at få stempler i vores Camino pas. De første dage gik vi
 ”all-in” og fik mange stempler. Så begyndte vi at tænke i at der skulle være plads til dem alle i vores ”lille bog”, og begrænsede os efterfølgende til to stempler om dagen, som er minimum hvis man vil have sit Compostella bevis i Santiago når Caminoen sluttes. Det var rigtig hyggeligt at lede efter gode steder at få stempler. Vi valgte ofte at besøge de lokale kirker. En del havde stempler, og det gav samtidig lejlighed til at opleve historie og kultur for området.

Efterhånden som dagene gik blev grundformen bedre og bedre.  Da vi gik 28 km om dagen på vores
8. vandredag mod den større by Vigo talte vi om hvor let det føltes. Vigo var den største by vi kom til i Spanien udover Santiago. I Vigo gik vi for første gang på turen gennem lidt ”skumle” industrikvarterer, og tænkte at det ville vi gerne overstå meget hurtigt. Men det var kun en lille times tid. Så var vi igen i en mere tryg og bynær ramme. Men vi var enige om at de små byer var de bedste for os. Det var lige før at vi blev småstressede da vi skulle overnatte midt inde i Vigo, og skulle forholde os til storbytrafik og mange mennesker????.

De sidste dages vandring ind mod Santiago de Compostela samledes mange forskellige Caminoruter, og pludselig følte vi, at vi en del af en stor gruppe, der havde retning mod samme destination. Meget anderledes end både Portugal, og de første dage i Spanien, hvor vi kunne gå mange kilometer uden at møde andre.  Der var også på denne del af ruten mange flere små boder lags vejene med souvenirs og kolde drikke. Så det var nemt at se at denne del af ruten var ”tæt på målet”. Skiltningen blev også langt mere synlig de sidste 100 km før Santiago. Vi havde ikke haft problemer overhovedet på ruten med at finde vej. Alt var godt skiltet og app’en fra Bering Travel var også meget præcis. Men de sidste par dage var der virkelig mange og tydelige angivelser af hvor mange kilometer der var tilbage til målet.

Den sidste aften før vi skulle gå mod Santiago blev vi begge grebet af lidt sentimentalitet. En lille tristhed over at nu var rejsen ved at være slut. Samtidig med at vi også glædede os til at stå på pladsen foran katedralen sammen med de mange andre hundrede vandrere, der ville komme ind samme dag som os.
Vi boede den nat på et gammelt kloster, der var lavet om til hotel. Meget smukt og med et lille kapel som nabo til vores værelse. Det var en fin måde at tilbringe natten før en 30 km lang vandring og 500 højdemeter næste dag. Desværre vågnede jeg med ondt i maven, og turen ind til Santiago blev derfor ikke ukompliceret. Ved efterrationalisering havde jeg dagen før betalt med sedler og modtaget mønter i de mange gadeboder langs ruten. Samtidig med at jeg havde spist godt af en pose nødder jeg havde i min taske. En klassisk fejl, der havde givet en mavevirus, som plagede mig noget på de mange km til Santiago, som blev tilbagelagt i næsten 40 graders varme. Det til trods var det umuligt ikke at blive godt og grundigt berørt første gang tårnene fra katedralen i Santiago viste sig i horisonten, og sent på eftermiddagen var vi inde i de små gader der ledte ind mod pladsen, hvor alle pilgrimmene samledes. Nogle siddende alene, stille og betragtende katedralen og de mange mennesker, andre i omfavnelse af andre pilgrimme de havde mødt på deres tur. Alt i alt er pladsen en stor ”fest”. En gruppe af unge mennesker fejrede med vin og omfavnelse, og midt i det hele gik en ung mand i gruppen på knæ for sin kæreste og friede til hende. For dem vil afslutningen af Caminoen med garanti blive et minde for livet.

Næste dag gik vi på ned og stod i kø for at få vores Compostella. Beviset for at vi havde gået de mange km. Mens vi stod i køen og ventede på at vores nummer skulle komme op på tavlen kom der en tåre i øjenkrogen hos os begge. Det var bare stort. Både at vi havde gået så langt, at vi havde gjort det sammen, og nu stod her. Bagefter gik vi til messe i katedralen kl 12. Man skal komme i god tid, ca. en time før.  Det er en flot og bevægende oplevelse, der er værd at tage med. Også selv om det hele foregår på spansk. Som en ekstra bonus oplevede vi at et kæmpe røgelseskar -  El Botafumeiro - blev sat i bevægelse og kom ”flyvende” ud langs kirkebænkene. Traditionen for at bruge røgelseskarret, der vejer 53 kg, er 1½ meter højt og kan nå en hastighed på op 70 km/t er, at i middelalderen når pilgrimmene kom ind efter en lang turs vanding lugtede de ikke særlig godt. Derfor anskaffende kirken et kæmpe røgelseskar der kunne hjælpe lidt på lugtgenerne. I dag bruges røgelseskarret kun symbolsk, men det er stadigvæk imponerende at opleve når det kommer susende i høj fart 20 meter oppe i kirkerummet. 

Vi var glade for at vi havde en hel dag i Santiago før vi drog tilbage mod Danmark. Mange af de andre vandrere vi havde mødt på turen skulle hjem dagen efter de var kommet i mål. Det var vi meget enige om ville have stresset os lidt. Nu slentrede vi stille rundt i gaderne, fik shoppet lidt, og begyndte mentalt at vende blikket mod hjemturen.

På grund af at jeg stadigvæk døjede lidt med maven valgte vi at tage en taxi da vi skulle retur til Porto for at kunne tage flyet til Danmark uden mellemlandinger. Der går også en bus til Porto hvis man ikke vil bruge penge på taxi (taxi kostede 2300 kr. Bussen koster ca. 900 kr. for to personer.)     Køreturen tager 2,5 time, og vi kom forbi en række steder vi kunne genkende fra vores vandring. Det var hyggeligt. Da vi nåede Porto lufthavn begyndte regnen stille at dryppe ned fra himlen. Den første af slagsen vi havde set på vores 16 dage lange tur, hvor temperaturen havde ligget mellem 22-40 grader.

Efter en nem og overkommelig flyvning på 3 timer var vi pludselig tilbage i Denmark. Det var rart at komme hjem, men også lidt vemodigt de første dage. Vi følte begge at vi på Caminoen havde fået et fællesskab og en dagsrytme med at gå, snakke og opleve, der var svær at slippe når man kom hjem. Men vi har også fået et minde for livet, og har absolut mod på at skulle afsted på en længere vandretur sammen en anden gang.

Buen Camino

Pernille & Gitte