Dag 5 / fjerde vandredag
Denne dag blev vi hentet på hotellet og kørt til Franceses. Herfra begyndte opstigningen til Roque Faro. Et langt stykke af turen går man i blandt store træer, nede langs trærødderne. En meget unik følelse, hvor alle træerne lukkede os inde i en form for tunnel. Efter et godt stykke opad møder vi et par gange landevejen, som stien krydser. Sådan fortsatte det meste af turen, indtil vi så småt nærmede os Roque Raro. Her fortsætter vejen i zigzag. Vi krydsede den, og blev ledt igennem bevoksede stier, indtil vi til sidst ankom til Roque Faro, hvor vi tog den lokale bus hjem til hotellet i Barlovento. En bustur på en halv time.
Dag 6 / femte vandredag
Vi blev hentet af en taxa på hotellet, og kørt til øens højeste punkt, Roque de Los Muchachos – en køretur på ca. halvanden time. Denne køretur var en smule hård for mig, da vejene var meget snoede, og derfor udløste lidt køresyge. Da vi blev sat af blæste det meget, og skyerne svævede rundt om os. Man kunne godt mærke, at vi var højt oppe, og det krævede samtidig en let jakke til start. Vi begyndte vandringen, som tog os ud i den betagende natur. Det første stykke vandrede vi på større sten og grusstier, som tog os forbi en masse teleskoper. La Palma siges at være et af de bedste steder i verden, hvor man kan se stjerner fra. Vi gik langs krateret, som mest af alt lignede en stor kløft med bjerge, der stak tilfældigt op. Herfra ser man virkelig, hvor fantastisk naturen på La Palma er. Undervejs ændrede landskabet sig, og blev mere tørt og med sandet jord. Efter et godt stykke vej kunne man pludselig se havet og fornemme Tiede, vulkanen på Tenerife, i baggrunden. Vi fulgte ruten, som meget af dagen var rimelig jævn, indtil vi nåede det sidste stykke, som førte os gennem en stor fyrreskov. Her gik vi et godt stykke, indtil vi ramte en parkeringsplads, hvor vores taxachauffør holdte og var klar til at køre os til Santa Cruz, hvor vi skulle bo ned til stranden.