En lille sti snor sig op ad bjergskråningen, zigzagger uden om et par henlagte vinterrasser med krogede gamle ranker, der stadigt bærer enlige drueklaser, og nogle oliventræer der står med tunge grene af de mange frugter. Solen står klart på himlen med selskab af nogle små søde og ubetydelige lammeskyer over den sydvendte kyststrækning, hvor klipperne stiger flere hundrede meter brat opad det indbydende, dybblå middelhav. Men da strålerne rammer min nakke, ser jeg det ikke. Jeg tæller trappetrin… 315,316,317…
Disse er bare det sidste sammenhængende stræk af trapper, vi har vandret opad på denne formiddag, og jeg overvejer hvor mange trapper resten af dagen mon kommer til at byde på, men så kommer belønningen: Endnu en fantastisk udsigt, denne gang fra det lille forladte San Domenico kloster, hvor munke boede og dyrkede vin indtil 2004.
Det er slutningen af oktober, og jeg har inviteret min far med på vandretur i Italien. Vejret har budt på 24 grader og sol fra vi landede med flyet – og i en italiensk vejrudsendelse på tv, har vi set en militær mand stå og sige at det fortsætter uforandret, så mens efterårsstormen raser i Danmark, går vores snak på, at vi nok har pakket for få korte bukser.
I de små charmerende bjergsidebyer vi vandrer gennem, står urtehaverne frodige med græskar, auberginer, peberfrugter, chilier, tomater og ikke mindst masser af klementiner, appelsiner og citroner. Hække og buske står mange steder i fuldt flor, mens der på andre sorter er mere efterår at spore i form af blade i smukke røde og gule nuancer.
På denne tid af året har vi stierne for os selv, ind i mellem afbrudt af et par muldyr med deres driver hængende bagefter i halen. De er i gang med at forbedre dele af stien og tynde lidt ud i buskadset flere steder, og her er det stadigt de gammeldags hestekræfter, der er den lettest tilgængelige metode, når træet skal fragtes ned til de nærmeste veje. Det er imponerende, hvor stabile dyrene klatrer gennem terrænet med deres tunge last, samtidigt med at det ligner noget fra en anden tidsalder. Men det er ikke de første, vi møder – heller ikke de sidste, så det står klart for os, at der er væsentligt større afstand mellem byerne her, og dem derhjemme, end de 2000 kilometer på kortet.
Villa Cimbrone
Tilbage i det 5. århundrede da den barbariske invasion satte punktum for det vestlige-romerske imperium blev byen Rebello grundlagt af en flok romerske aristokrater, der søgte tilflugt på bjergsiderne over Amalfikysten. I dag er navnet ændret til Ravello, og det er en helt unik lille by hævet højt over middelhavet. De 300 højdemeter op fra Amalfi, foregår via velholdte trappetrin, og der er mange af dem! Er man knap så kæk, så er det nemt at tage en af de lokale busser til toppen, men for min far og jeg var det helt fantastisk at nå byen, varme og forpustede, for så at tabe den sidste luft over den fuldstændig fascinerende stemning og udsigt, der findes fra Villa Cimbrone.
Villa Cimbrone har eksisteret siden 1100-tallet, bygget på en klippefyldt bjergkam, hvor ejendommen engang fyldte lidt mere end 8 hektar. Her er fladt, frodigt og helt fantastisk fint.
Villaen har i århundrede været opholdssted for aristokratiet og listen af kendte mennesker, der har opholdt sig her tæller blandt andre Virginia Woolf, Winston Churchill, Wagner, Greta Garbo og Leopold Stokowski, som bare er nogle af de få, der har fundet ro her. ”Uendelighedens terrasse” giver et godt billede af, hvorfor stedet gennem mange år har været yndet for diverse typer af kunstnerisk gengivelse.
Oplevelsen af at sidde i parken, blandt blomster og palmer og nyde udsigten, med et glas køligt hvidvin og en skål saftige oliven, efter trappebestigningen, kan næsten ikke beskrives.
De seneste år har Villaen været et hotel i topklasse, hvor velhavende mennesker kan trække stikket for en stund i stilhed og eksklusivitet.
Amalfi
Amalfi ligger helt ned til vandet med fine moler, der giver mulighed for at træde ud og få en fantastisk udsigt ind over byen. Som så mange andre af de små byer på denne kyst, er den fuld af trapper, stræder, gyder og genveje, der hurtigt kan blive til omveje. Her er det virkelig prisværdigt at stå med en udførlig vandrebeskrivelse i hånden. Ruterne er beskrevet så detaljeret, at det ikke er til at tage fejl af, hvilken vej der er mest interessant. Desuden havde vi aldrig selv fundet disse små ruter, der til tider giver indtrykket af at man går gennem bjerget i stedet for over det.
Sentiero degli Dei - Gudernes sti
En af de vandrestrækninger, der gør størst indtryk på os, er uden tvivl Sentiero degli Dei – Gudernes sti. Den er regionens mest berømte og snoer sig om bjergsiderne højt over kysten fra Bomerano til Nochelle, der ligger lige før Positano. Her er vandreoplevelsen intens med bratte afgrunde og enestående udsigter over middelhavet der med sin smukke blå farve ligger 5-600 meter under os. De karakteristiske opdyrkede terrasser og kystlinjen, der strækker sig fra pynten ved Praiano i øst og hele vejen ud til øen Capri i vest. Stien bugter sig gennem små bevoksninger, langs rå kalkstensklippevægge, forbi gamle ruiner, og efter at have gentaget ”nøøj”, ”wow” og ”uhh, der er langt ned” nogle gange, bliver vi enige om at vores ordforråd ikke rækker ligeså højt som selve oplevelsen af at slentre i efterårssolen med den brede sti, udsigterne og lyden af fuglenes sang helt for os selv.
Positano
Det er Halloween, og som vi nærmer os Positano, hvor solen nu står lavt over havet, møder vi de første mumier, vampyrer, spøgelser og nuttede pirater, der selv synes, de ser farlige ud. Børnene løber rundt og tiltusker sig slik og store smil i de lokale butikker og åbne restauranter, og man får fornemmelsen af at alle kender alle. Netop som vi har sat os ved vandet med dagens tiltrængte is, sætter et stort blæserorkester i gang på stranden med et smukt repertoire af evergreens, der akkompagnerer de sidste af solens stråler i havet og lader det lune tusmørke overtage. Strandmiljøet og landsbystemningen i Positano er charmerende, inspirerende og den fineste af de kystbyer vi har oplevet på turen.
At min far og jeg er fra to forskellige generationer har intet at sige på denne type ferie. Det er kun herligt at kunne hoppe ud af hver vores travle hverdag og mødes til en storslået vandreoplevelse krydret med rigelige mængder af cappuccino, gelato og historier fra barndommen, der kun bliver bedre af at blive fortalt i de italienske sensommeromgivelser.
For alle der har mod på at få lidt sved på panden, venter der storslåede vandreoplevelser på Amalfikysten.
